Shhh! på Teater V

Tirsdag d. 30. maj var jeg i teatret og Shhh! af den islandske teatergruppe RaTaTam. En forestilling om vold i hjemmet. Jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente, men som så mange andre gange blev jeg indfanget af magien, der kan opstå i scenerummet.

RaTaTam har interviewet ofre for vold i hjemmet og har arbejdet med over 200 timers video materiale for at finde frem til det rigtige greb på dette emne. De skriver selv i deres, program at historierne var ofte grusomme og smertefulde, men at der samtidig lå en sort humor, et håb under historierne, der skinner igennem - og heldigvis kan man sige! Emnet er ikke det nemmeste at gribe an, det er forsøgt før i både vellykket og knap så vellykket udgaver. Men for mig var denne forestilling en af dem, der kunne bære emnet, en af dem, der havde bund i deres fortælling, så de kunne klovne rundt, vise forskellige perspektiver, gå på tværs af genrer mv.

Normalt når jeg ser teater med flere på scenen, har jeg en tendens til at finde en enkelt eller to af spillerne, der vinder mit hjerte og så glemmer jeg de andre. I Shhh! er de 5 på scenen og det er 5 meget ligeværdige personligheder, der er ikke en af dem som skuffede mig, de havde hver deres momenter, hver deres historie og personlighed og jeg kan stadig huske dem alle.

Jeg har aldrig selv oplevet vold i hjemmet, men RaTaTam gør det nemt for mig at sætte mig ind i det, de fortæller med en underliggende humor som får publikum til at forstå at dette sker i virkeligheden - dette er ikke bare fiktion på en scene. RaTaTam fortæller historierne fra flere sider med få hjælpemidler og genrekrydsninger, så du både ser det fra det voksne offer, børnene (nogle af dem også ofre) og få gange møder du kort deres gerningsmand. Et favorit moment for mig var da de alle indtog bouffon universet med næser, parykker og overdrevne armbevægelser - alt tale foregik med mundharmonikaer/nytårsfløjter som med deres lyde understøttede følelsen man oplevede i scenerne.

Den smukke eller i hvert fald interessante scenografi bestående af døre i en cirkel, er i følge dem selv inspireret af en af mine yndlings kunstnere Louise Bourgeois', der selv er vokset op i et voldeligt hjem, kunstværker "Cellen". En scenografi der så smukt viser at for nogle kan hjemmet føles som et fængsel uden en vej ud, mens dem udefra kigger ind og oplever det som "gennemsigtigt" - at der kan der da ikke være noget galt. Til sidst i forestillingen brydes væggene ned - adfærdsmønstrene bliver nedbrudt - der er lys for enden af tunnelen, når først vi får hovedet oven vande eller hvilken metafor man nu ønsker at bruge.

Mod enden af forestillingen bryder RaTaTam den 4. væg og deres roller og fortæller publikum, at mænd også kan blive udsat for vold - her må jeg sige at RaTaTam har begået noget nær en genistreg, da de sætter oplægget til historien om det mandlige offer så meget på spidsen, at publikum tager sig selv i at grine (han bliver kort mobbet af sine 4 kvindelige medspillere) og bagefter kunne man mærke flovheden fra vores side... At vi som samfund synes at det er mere acceptabelt at en kvinde slår eller psykisk nedbryder en mand end omvendt.

Nå men jeg kunne forsætte i lang tid - men egentlig er der kun en ting tilbage for mig at skrive. RaTaTam - Tak for en skøn forestillling, hvis ikke jeres forestilling kan være med til at "Break the Silence" vil det være mig en gåde. Den er smuk, rørende, veludført og velspillet. Jeg håber I kommer en anden gang, så jeg kan opleve jer i noget helt andet.

#ratatam #island #performingart #anmeldelse #theatregroup #TeaterV #voldihjemmet #survivors #thegroupratatam #cphstage #danmarkspremiere